Min angst.

Eller en af dem.

 

Jeg er så satans uheldig at have en social angst, ikke helt med alle papire på det, men tæt på.

Angsten stopper mig i mange ting, alt for mange. Og det ødelægger ofte ting.

 

 

Mange gange har vi været inviteret til fødselsdage, ved kærestens familie.

Og næsten lige så mange gange er jeg blevet hjemme, fordi jeg ender som et mindre nervevrag nogen timer før vi skal afsted. Psykisk er jeg helt i kulkælderen og fysisk driver min mave altid gæk med mig.

 

Her til aften burde jeg have været til noget "vi er endelig færdig med at renovere huset" fest, hos kærestens families meget gode venner, og alligevel sidder jeg hjemme og blogger om det - får det ud på skrift.
Men som altid, og jeg mener virkelig altid, slår min mave knuder, mine tanker flyver rundt. Kryber i seng og prøver at overbevise mig selv om at det ikke er så farligt som jeg har bildt mig ind det er.

Næsten altid prøver min kæreste at komme med opmuntrende ord, og ofte høre jeg dem bare mere som nedgørelse om hvor dum jeg at jeg ikke kan kontrolere mine egne tanker.

-Og selvom jeg VED det jo ikke er det han siger, er det bare sådan jeg ofte føler.

Det ender så altid i at vi ryger op at skændes, han bliver ked af det, skuffet og ender så med at kramme mig og sige på vej ud af døren at han nok skal sige jeg ikke havde det så godt.

Altså det samme han siger hver gang, for hans familie ved godt at jeg får det som jeg gør.

 

Nu sidder jeg så bare hjemme, ked af det fordi jeg skuffede min kæreste endnu engang, og ked af jeg endnu engang må skuffe min elskede svigerfamilie, hvor min bonussvigermor endda havde lovet at hjælpe og støtte så godt hun kan.

 

 

 

Nu vil jeg gå igang med at lukke min vrede ud, ved at gøre rent.

Derefter vil jeg se min nye 'Snehvide - lille spejl på væggen der' film og nyde selskabet fra mine dyr.

-Og måske vil jeg ringe ind og spørge om kæresten vil hente mig, så jeg kan komme ind og få en kold sommersby, og beklage at jeg ikke deltog fra start.