At trække en grænse.

 

Jeg er i sådan et sært humør i dag. 

Men nu hvor her er ro i huset, udover det larm dyrene laver, bliver jeg ret ked af det.

Nigel, en af mine fjorten fantastiske ildere, har længe været syg. 

Han har nemlig en lungefibrose, som bedre kan beskrives som astma,
dette gør desværre at min normale højt hoppende, irriterende drømme ilder, hoster og hakker i perioder :(.. 

Nogen gange er det værre end andre, og i dag er den rigtig gal. 

Tror han sammenlagt har hostet i 4-5 timer, hvor den værste omgang jeg har hørt var ca 15min.
Hver gang begynder jeg bare at græde. For jeg kan intet gøre, eller kan ikke gøre mere. 

Han får medicin for det, men det bare ikke den mirakel kur jeg ønsker det er.

Men jeg har længe sagt at jeg troede ikke han ville være her ved årets udgang, fordi det svinger så meget, og han er ikke min højst hoppende, irriterende ilder mere.

Han leger knap nok mere. 

Mit problem er nu at jeg ikke ved hvornår vi har nået grænsen, om hvor længe jeg kan trække dette ud. For jeg kan ikke forestille mig en hverdag uden ham, hoppende eller ej. 

Og jeg er bange for at jeg måske kommer til at overskride en grænse, fordi jeg ikke vil leve uden ham. Og fordi jeg ikke vil se når han har det dårligt. 

Hver gang han hoster, er det som om mit hjerte går i stykker.

Det gør så ondt.

Beklager forvirrende indlæg. 

Følte behov for at få det ned.