Det er svært.

 

Her til aften fik jeg endnu engang snakket i telefon med mor, da jeg gerne ville vide mere om hvordan og hvorledes det hele vil komme til at foregå på mandag når mor skal opereres.

Mor havde selv håbet på kikkertoperation, men sådan bliver det desværre ikke, da lægerne siger at det de skal fjerne sidder et lidt træls sted, så de vil åbne hende op. 

Jeg kunne høre på mor at hun var nervøs, og det hele gik hende lidt på, og det gjorde ondt at høre, for det går mere og mere op for mig at min mor ikke er den 'superhelt' jeg har ville hende til at være. 

Hun fortalte det lægerne havde sat i korte drag, og vi snakkede om at vi nok kom op tirsdag eller onsdag, så hun i hvert fald nok var vågen når vi kom. Men ellers ville jeg ringe til hende, og høre hvordan hun havde det. Og efter det kom det ingen ønsker at høre, nemlig 'at der jo desværre var den store risiko for at hun ikke overlevede det' og der lukkede jeg ned. Min mor sagde at hun elskede mig, og hun håbede vi så hinanden i næste uge. Men hun jo regnede med det, fordi jeg altid siger at ukrudt forgår ikke så let. Og hun har lovet at blive hængende og plage os til hun var 103..

Men må indrømme at jeg for tiden ikke er meget værd. 

Tankerne flyver stadig forvildet rundt, og humørsvingningerne er ofte ret voldsomme. 

Min pakke fra kræftens bekæmpelse er på posthuset, og glæder mig til at få fingre i den, da jeg har bestilt ting om hvordan man som pårørende kan takle det, og noget om lungekræft.